Ida Dannerbugt – Indretning med loppefund.

Ida Dannerbugt

Indretning med dansk design som loppefund

Nedenfor skal i møde Ida Dannerbugt på 23 år fra Kolding. Ida er særligt interesseret i medier og design og så elsker hun, at gå på genbrugsjagt efter guldkorn. Hun både køber og sælger mange brugte ting. Derudover er Ida i gang med at skrive kandidatspeciale i designstudier, om Royal Copenhagens online brandfællesskab. 

 

Hvad kan du særligt godt lide ved at mikse loppefund med danske designklassikere?

Ida: Nu er flere af mine loppefund faktisk danske designklassikere – eller i hvert fald dansk design. Jeg shopper ikke nødvendigvis de ’Klassiske loppefund’ – altså gamle teaktræsmøbler og antikke/retro ting med en tydelig historie, men jeg kan godt lide, at det hele ikke nødvendigvis er nyt. Jeg kan sidde og tænke tilbage på, hvor og hvem jeg købte den pågældende ting af, og det kan jeg rigtig godt lide. Og så synes jeg bare, at det komplementerer min indretningsstil. Det gør ikke noget, at tingene har lidt brugsspor eller patina – så længe de ikke er i stykker.

 

Hvordan udvælger du dine loppefund, når du er på ’indkøb’?

Ida: Prisen er alfa omega for mig. Jeg har ofte ladet nogle rigtig fine ting stå, fordi prisen simpelthen var for høj – man er vel en krejler. Samtidig er det vigtigt at standen på produktet er godt – og hvis den er mindre god, så skal prisen også være derefter. Jeg har ikke noget imod et par småskrammer hist og her. Jeg ser hver enkelt ting ud fra et helhedsindtryk, og hvis det spiller, og prisen spiller, så slår jeg til.

Jeg går altid efter moderne dansk design – mest boliginteriør og mindre møbler. Oftest bliver man overrasket og falder over noget, man ikke troede man manglede. Men jeg afviger sjældent fra den stil, som jeg har i min bolig. Stilforvirring gør bare ikke noget godt for et hjem.

 

Hvad lægger du særligt vægt på, når du køber nyt til hjemmet?

Ida: Funktionalitet, æstetik og pris. Jeg køber sjældent noget til mit hjem i decideret boligbutikker eller isenkræmmere. Det ender ofte med at være købt brugt eller som spotvare i eksempelvis Netto.

 

Hvad er dit seneste loppefund til hjemmet?

Ida: Det sidste loppefund, jeg gjorde mig til mit hjem, var en knagerække i egetræ. Jeg havde faktisk for nyligt stået og sukket over en lignende en nede i Sinnerup, men jeg synes prisen var for høj (omkring 400 kr.). Men to uger senere fandt jeg, en der lignede den i den lokale Kirkens Korshær til 55 kroner! Så den kom selvfølgelig med hjem.

 

Hvilke steder kan du anbefale at finde nogle gode loppefund på?                                                    

Ida: Jeg er personligt glade for loppesupermarkederne, hvor man kan leje en hylde, og så sælger butikken dine ting for dig. Der er løbende udskiftning på hylderne, nogle dage er man heldige med ens fund, og den anden dag kunne man bare være blevet hjemme. Så jeg kan anbefale en butik som Kirppu.

Derudover anbefaler jeg bagagerumsmarkeder, som der er ved at være sæson for igen. Her slipper man ofte for alle de professionelle kræmmere og antikvitetsforhandlere, som godt ved, hvad de vil have for deres ting.

Ellers kan man besøge DBA, Tradono eller Facebooks mange salgsgrupper. DBA og Tradono er bedst at bruge, hvis man søger efter bestemte ting, hvor Facebook er rigtig god, hvor man ønsker at se en masse forskelligt. Men overordnet set, så handler det om at holde øjne og ører åbne og kigge ofte de forskellige steder. Det er mit allerbedste råd til at finde nogle gode loppefund.

 

Vil du høre mere om Ida?
Hvis du kunne tænke dig at vide mere om Ida og hendes loppefund, kan du følge hende på hendes Instagram: idadannerbugt

Skriv et svar